Marinara — den oprindelige

Marinara er ældre end Margherita. Den blev født på Napolis havn og navnet kommer ikke fra havet — den blev kaldt 'la marinara' fordi sømændene kunne tage ingredienserne med sig: tomater, hvidløg, oregano, olie. Alt holdt sig i ugevis.

Det er stadig den ærligste pizza der findes. Uden ost har dejen ingen steder at gemme sig. Hvis din Marinara smager godt, gør alt andet det også.

210 g dejkugle (62 % hydrering, koldhævet 24 t) 90 g knuste flåede tomater 1 fed hvidløg, tyndt skåret 1 tsk tørret oregano (helst siciliansk) 1 spsk ekstra jomfru olivenolie Flagesalt

Valgfrit: 2 ansjos-filetter for en moderne version (kaldes 'Marinara con acciughe').

Med kun fire ingredienser betyder tomatkvaliteten dobbelt så meget som på en Margherita.

Brug hele flåede italienske tomater — knust med hånden, saltet med 0,5 %. Lad dem dryppe en smule i en sigte hvis de er meget våde. Du vil have en tyk, frisk sauce, ikke en suppe.

Skær hvidløg i papirtynde skiver med en skarp kniv (ikke presse). Læg skiverne direkte i tomaten 30 minutter før bagning — så damper de i sausen i stedet for at branke på toppen.

Vil du have mildere smag, blancher hvidløget i 30 sekunder i kogende vand før du skærer.

Forvarm til 450–470 °C. Stræk dejen til 28 cm. Smør tomaten i en spiral. Læg hvidløgsskiverne jævnt fordelt. Drys oregano. Hæld olien i en tynd streg.

Bag 60–80 sek. Marinara bager lidt hurtigere end Margherita fordi der ikke er ost der skal smelte. Hold øje med kanten — den vil pludselig springe op.

Drys lidt mere oregano og flagesalt. En halv tsk ekstra jomfru på toppen — gerne en peberet, frugtig olie, fordi den nu får lov at skinne uden ost til at dæmpe den.

Skær i 6 stykker. Servér mens kanten stadig knaser.

Læg to ansjos-filetter i kryds over tomaten før bagning. De smelter delvist og giver den dybe umami der ellers ville komme fra ost. Bliver hurtigt en favorit hos voksne der troede de hadede ansjoser.